kære læsere – undskyld.

Kære dejlige mennesker som læser med – jeg er MEGET stille for tiden men jeg har ligget vandret med mange ting. Jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal starte henne. Men jeg har besluttet mig for, at vende hjem – til nordsjælland – vende tlbage til løvens hule hvor jeg har boet med pigernes far. Jeg har i nu 2 år boet i Jylland og jeg har aldrig følt mig så alene – jov da jeg boede på krisecenter og ingen vidste hvor henne jeg var.

Men det er faktisk mega grænse overskridende, at skulle flytte tilbage til den by men bare har “forladt” (den historie skal i selvfølgelig nok få). Men beslutningen er taget og jeg var så heldig at finde et lille hus pigerne og jeg kunne bo i. Og nu er vi her. Nær vores familie, veninder – ja hele vores netværk.

Men jeg er sku træt – træt af systemet som passer på sådanne voldsmænd og i mine øjne en dårlig far. Jeg har startet min samværssag op igen og forældremyndighedssag op igen – da jeg desværre i januar måned tabte sagen i landsretten om fuld forældremyndighed. Vi har siden januar eller det vil sige fra starten af overhovedet ikke kunne samarbejde om noget som helst og det er ikke blevet bedre. Men forkert vejledning og naivitet fra min side har gjort, at det lignede vi sagtens kunne samarbejde. Jeg kæmper med komunnen, statsforvaltningen og systemet i denne sag. Men det er åbenbart mit lod i livet pt., men jeg giver ikke op og jeg er sikker på, at jeg en dag står med en fuld forældremyndighed. Jeg tænker tit på de mødre eller fædre som opgiver kampen mod systemet for hold nu k… hvor er det dog op ad bakke – desværre, og hvad endnu værre er, at det er mine piger som lider under denne process.

Men jeg har heldigvis en fantatisk støtte fra min familie, veninder og ikke mindst min kæreste og uden dem ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort eller gøre – så en kæmpe møsser og krammer sender jeg afsted netop herfra nu.

 

 

Klaudia

Når psykisk vold bliver til fysisk vold

Jeg har fødselsdag imorgen og for mange er denne dag helt speciel og mange glæder sig til den. For mig er det en ret ambivalent dag. Det var den dag hvor, at den psykiske vold eskalerede og blev til fysisk vold – noget jeg ALDRIG havde troet skulle ske.

Jeg har heldigvis de BEDSTE mennekser omkring mig som har gjort, at jeg rent faktisk glæder mig til min fødselsdag igen og ikke længere tænker på det helvede jeg var igennem.

 

Den 20. juni 2015 var dagen hvor jeg blev 30 år. Jeg var spændt og jeg glædede mig helt vildt til, at skulle fejre dagen hjemme med familie og veninder. Vi havde gjort ret meget ud af det – selvom pengene ikke var så store. Hans kammerat kom med anlæg og lys og min familie hjalp til med maden – alt i alt var alle sejl sat til for, at dagen skulle blive PERFEKT.

Vejret var skønt og folk havde virkelig taget fest humøret med sig. Alle var samlet og jeg var virkelig på overarbejde for, i sådan et forhold er der ALTID gnidninger mellem nogen og ens partner – og det var der også her. Men det kørte på bare derudaf.

Ham og jeg havde lavet en aftale om, at han ikke skulle drikke alkohol for, anabolske sterorider og alkohol er for nogen en rigtig dårlig coktail – og ham her var ingen undtagelse. Selvom han havde lovet så mange gange før, at nu var det slut med det ræs, så faldt han desværre ret ofte i. Han var besat af træning.

Jeg kan huske, at jeg rejste mig op under middagen og takkede folk for deres hjælp. Jeg takkede især ham for, at hjælpe til med lige netop denne dag.

Aftenen skred fremad og jeg kunne godt se, at alkoholen og ham var blevet venner, men jeg var SIKKER på, at han havde så meget kontrol over sig selv – så det kunne han sagtens styre. Han havde jo lovet, at denne dag skulle blive noget helt specielt. Set i bagspejlet var der flere episoder hvor han viste, at det havde han ikke styr på. Men jeg var ja dum og naiv. Men som aftenen skred frem ad begyndte han, at diskutere med mine veninder om forskellige ting og hørte kun det han selv ville høre. Blandt andet påstod han, at min veninde skulle have sagt at han ikke var god nok til mig og havde grint over, at jeg havde fået en køkkenmaskine i gave. Manden var ekspert i, at lave sin egen fortolkning i hans hovedet og stædigheden er og bliver hans ven. Det var ihvertfald ikke ham som havde hørt forkert den aften.

Men som vært suser man rundt og vil gerne tale med alle mennesker og det samme ville jeg. Pludselig stod han med mine fødselsdagspenge i hånden og ville i netto og handle mere sprut for vi havde ikke noget vodka eller lign. tilbage. Jeg mindede ham om aftalen men tænkte også, at hans rigtig gode kammerat var tilstede og stemningen jo var okay.

Der gik ikke længe inden de var tilbage med rimelig meget sprut og så vidste jeg egentlig godt hvad klokken var slået meeeen alligevel troede jeg og håbede på, at han havde styr på situationen.

Han var godt snaldret og da en mand fra den række vi boede i, kom og ønskede mig tillykke var han simpelthen så flink, at byde ham indenfor. Han var pludselig blevet selskabets midtpunkt – det var han ekspert i. Han tog pis på alle og fjollede rundt.

Hans mor og jeg havde lavet en aftale om, at hun skulle tage pigerne med hjem den aften og jeg kan huske jeg kyssede og krammede dem ekstra hårdt den aften. De var så glade over at der var højt musik og glade mennesker.

Vi var en lille kreds tilbage ved en 22 tiden. Mine veninder, min nevø, ham og hans kammerat og ham gutten som boede for enden af rækken. Han var begyndt, at blive ondskabsfuld og fik i sin brandert væltede min veninde ned fra stolen og svinede mig til. Jeg kan huske, at han løftede en stol op og for sjov lods som om han tabte den så ham gutten ville få den i hovedet – men jeg fik ham bremset. Jeg kan huske jeg tog en snak med hans bedste ven og oplyste, at jeg var bange for situationen men han lovede , at det var der fuldt ud styr på.

Vi drak videre og det stak jo helt af for ham. Jeg besluttede, at nu var nok nok, så jeg rejste mig og bad komme med mig ud i entreen. Jeg forklarede, at nu skulle han altså gasse lidt ned. Så startede det – det var min skyld for han var ret så sikker på, at jeg har noget kørende med ham fyren fra rækken af. Jeg havde jo inviteret ham indenfor. Jeg kan huske vi diskuterede omkring dette og pludselig stod en af mine veninder ude i entreen også. Hun var godt klar over, at situationen var tilspidset og hun prøvede egentlig bare, at tale ham til fornuft.

Det næste der skete var, at han gik hen imod hende og sagde, at hun skulle blande sig udenom. Han vender sig mod mig igen og skænker mig en knytnæve lige i hovedet så jeg får ramt trappen – hvorefter han slår min veninde som selvfølgelig prøver, at hjælpe mig. Han kommer flyvende tilbage som en boomerang og fortsætter med at slå mig op ad trappen til 1. salen hvor han låser mig inde i soveværelset.

Jeg troede jeg skulle dø……   Jeg kan huske jeg skriger helt sindssygt men ved også godt, at det hjælper ikke en skid. Mine veninder forsøger, at hjælpe mig – men det hele bliver bare MEGET værre hvergang folk forsøger, at komme ind til mig. Jeg sad fuldstændig krøllet sammen oppe i et hjørne og ser så pludselig hans ven i døråbningen som fortæller, at han tager hjem, da han ikke ønsker, at være en del af det her mere. Jeg kan huske, at jeg tænkte – hvis den mand forlader hjemmet så er jeg færdig. Jeg ved ikke helt hvad der sker, men det ender med, at han bliver og får lov at sidde i sove værelset. Jeg kan huske de taler om mig som om jeg ikke er tilstede, og det eneste jeg bliver ved med, at sige er, at de skal lukke mig ud.

Hans kammerat bliver ved, at spørge om det ikke er OK- men så længe han ikke ville lukke mig ud fik jeg ikke lov til, at komme ud. Jeg rystede og havde aller mest lyst til, at brække mig ud over det monster.

Pludselig åbnede han døren og bad mig skride – og jeg kan love jer for, at jeg kunne skride. Min anden veninde stod og tog i mod mig ved døren til soveværelset og vi løb. Mine 3 veninder og jeg. De havde arrangeret, at ham fra rækken kørte os til et diskotek – lokalt – for der var vi da sikker på, at vi kunne være nogle lunde i fred. Der var både overvågning, politi og dørmænd.

 

Jeg opdatere bloggen igen imorgen og endnu engang tak fordi i læser med.

 

Sommerhilsner

Klaudia

Genforening med pigerne

Genforening med pigerne

Jeg havde fået lov at komme på weekend hjemme hos min mor. Jeg kunne ikke holde ud, at være på det krisecenter med pyntning af juletræ og julebag osv. Det eneste jeg ville var bare, at have mine piger. Jeg havde aldrig undværet dem mere en maks 24 timer da den mindste var og er MEGET tæt knyttet til mig.

Han var desperat. Han skulle betale for nogle ting han havde købt og som skulle hentes i Tyskland og havde allerede lagt nogle penge i depositum. (Nej det var ikke stoffer eller lign men nogle eksotiske dyr) Han ville have nogle af de penge som jeg havde hævet på kontoen. Jeg prøvede i desperation, at få ham til at skrive, at han kunne få de 5000 som han manglede mod, at jeg fik pigerne – men han vidste jo godt, at det var ulovligt, at handle med penge og børn i Danmark. Så hvad gjorde en klog ? Han blev ved med, at skrive at vi kunne mødes i lejligheden men, at det var vigtigt, at han fik pengene og hvis han fik pengene ville jeg se pigerne på et eller andet tidspunkt.

Som eftermiddagen og aftenen skred frem blev han mere og mere desperat. Jeg var pisse bange for jeg vidste godt, at det blev noget rigtig møg hvis ikke han fik de penge men omvendt så var jeg så rasende på ham over, at han behandlede pigerne og jeg sådan. Men jeg holdte fast – pengene for pigerne !

Pludselig skrev han til mig om aftenen, at jeg kunne komme ind til København med min mor og hente pigerne. Jeg var målløs og jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg var både i kontakt med politi og kommune omkring hele situationen og jeg blev enig med mig selv om, at jeg tog derind med min mor men uden politi da jeg var bange for det ville gøre situationen endnu værre. Hold nu op der var langt derind  og 1000 tanker røg igennem mit hovedet.  Min stakkels mor sad ved siden af og prøvede at holde hovedet koldt og støtte mig i denne situation.

BUM- vi nåede København og det var mørkt. Jeg mener, at klokken var omkring 20.00 og pludselig kom han gående. Mit hjete hamrede derudaf og jeg havde brug for, hvis der skulle ske noget, at min mor hun blev i bilen. Ham og jeg gik sammen op til lejligheden på 4 sal og allerede da jeg når rundt om hjørnet – og kan se hoveddøren undre jeg mig over, at ham som vi boede hos var på vej ind til naboen. Men jeg går ind af døren og konstatere at pigerne IKKE er der. Jeg bliver ramt af panik, angst og 1000 tanker og begynder, at græde. Han er RASENDE og spørg mig om jeg seriøst er SÅ dum, at jeg tror, at jeg kan købe mine børn. Han lukker mig inde i stuen og jeg kan egentlig ikke huske særlig meget af den snak vi har, andet end, at jeg bare vil have mine tøserne.

Han får ondt af mig (det har han sagt efterfølgende) – han fortæller jeg kan få dem i weekenden men, at han vil have dem mandag IGEN. Jeg kan aflevere dem i børnehave så vi er fri for, at glo på hinanden. Jeg er desperat og siger naturligvis JA. Jeg rystede og tænke bare på, at komme ud med pigerne i GOD behold.

Så der går vi – sammen ned for at hente dem.

DER SIDDER DE SÅ ALENE I VORES BIL PÅ VESTERBROGADE MED EN IS – ja du læste rigtigt. Jeg ved simpelthen ikke hvad f….. han tænkte på og det gør jeg stadig ikke og takker den dag idag de højere magter for, der ikke skete dem noget.

Årh jeg hyler og de krammer mig og vil nærmest ikke slippe igen. De spørger hvorfor jeg har arbejdet så meget siden jeg ikke har været hjemme og jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Vi skal hjem til mormor og heldigvis skifter vi hurtigt emne,

Jeg kontakter myndighederne og fortæller jeg har pigerne og vi er alle i godt behold. Jeg er også nød til, at fortælle at jeg har lovet, at de kommer hjem til ham igen om mandagen også selvom ALLE siger NEJ -men jeg tør ikke andet.  Så sådan bliver det – og jeg kører ind til ham om formiddagen efter pigerne er sat af de vi er einge om, at vi skal have løst det her.

Efter mange timers snak og manipulation fra hans side af og det som han er bedst til, at overbevise om, at jeg overreagerede – ja så var jeg tilbage igen dog med nogle forbehold. Vi var enige om, at vi skulle have noget hjælp (for det kunne helt sikkert løse alt det her – flot.)

Man skuffer som voldsramt nogle gange rigtig mange mennekser . og det gjorde jeg sikkert også i denne situation. Men som ikke voldsramt – kan man bare slet ikke sætte sig ind i sådanne situationer og jeg har efterfølgende læst mig til – hvor langt man er viklet ind i et spind hos sin voldsmand som man nærmest ikke kan komme ud af.  Og det har jeg også været.

 

Endnu en gang tak fordi i læste med

 

Klaudia

1 ophold på krisecenter

1 ophold på krisecenter

Jeg rystede som jeg ved ikke hvad mens jeg talte med politiet i telefonen. Vi var blevet rygende uvenner og han havde hentet pigerne uden jeg var klar over det. Eller jeg var hos min mor for, at aflevere traileren som vi havde lån i forbindelse med en flytning og alt imens skulle han hente pigerne også komme ud til min mor og hente mig der. Jeg undrede mig godt over hvor han blev af og havde allerede afvist min mor med, at jeg ikke havde tid til kaffe for vi havde så mange ting vi skulle. Efter ca 1 time ringede jeg til ham og spurgte hvor han blev han hvortil han svarede at vi lige tog et pusterum fra hinanden. ET PUSTERUM FRA HINANDEN – hvad fanden havde han tænkt sig. Jov nu skulle han bevise, at han sagtens kunne være far uden min hjælp. Øhhhh godt så. Jeg var målløs, frustreret, bange, vred, rasende – you name it. Tænk sig, at manden ville synke så lavt og hente pigerne og vise, at han sagtens kunne være far uden min hjælp. Havde han overhovedet gennemtænkt det her.

Jeg var i tæt dialog med hans kammerat som vi boede inde hos i København og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kørte i deperation ned i banken og hævede hvad der stod på kontoen af frygt for det ville gå helt op i hat og briller med aktiviteter for pigerne og ham selv grundet hans manglende penge forståelse. Kort tid efter jeg havde været i banken og hævet hvad der stod på kontoen ringede hans kammerat og fortalte at han lå og kørte rundt efter mig og han havde begge børn i bilen – han var rasende. På det tidspunkt anede jeg ikke hvad manden var i stand til og da jeg talte med politiet og fortalte dem om min frygt var der ingen tvivl – jeg skulle på krisecenter NU.

Jeg kørte ud til min veninde for han vidste ikke hvor hun boede henne og jeg var knækket. Jeg frøs og rysted og det var slet ikke til at holde ud, jeg kunne ikke være i min egen krop. Min veninde kørte mig derhen. Det var forfærdeligt og jeg kunne slet ikke overskue hvad der skulle ske og hvornår jeg mon så pigerne igen. Min familie vidste godt hvor jeg var henne og jeg var i tæt dialog med kommune og politi. Jeg var pisse hamrende bange for hvad der skete med pigerne. Jeg ringede HVER dag til børnehaven i håb om, at de var kommet i institution, så jeg kunne hente dem, men desværre ikke.

Følelsen af ensomhed, der ramte mig da jeg stod ALENEpå det krisecenter gjorde, at jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kom in dpå mit værelse hvor der var en køjeseng til mine børn – hvis jeg altså så dem igen – og en almindelig seng til mig. En lille reol og et tv hvar hvad det værelse bød på. Neden under delte man køleskab med andre også fælles opholdsstue og mødelokale mm. Hvem fanden gad at glo på andre mennesker når man nærmest ikke havde noget at leve for ? Det eneste jeg ville var at have MINE børn.  Jeg spiste ingenting overhovedet – og jeg kunne slet ikke overskue at socalisere mig med andre. Jeg drak nærmest kun Neskaffe og prøvede, at komme igennem dagene.

En aften jeg havde bevæet mig nedenunder for, at leve lidt mad stod en sød mor med hende 2 små børn og lavede aftensmad. Hun sagde forsigtigt til mig; “Du næsten ingen mad har” – næh det havde hun helt ret i. Jeg havde en pakke toastbrød i køleskabet og en pakke smørost. Drikkeyoghurten som jeg havde købt til pigerne havde jeg smidt ud og det slik som lå på værelset og ventede på mine banditter skulle nok ligge længe og vente. Hun var så sød, at tilbyde mig et fladbrød med noget kød. Jeg kunne næsten ikke klemme maden i mig og tårene trillede da hun forstigtig spurgte om jeg havde børn. Jeg sagde at de var hos deres far og takkede pænt for maden og græd mig i søvn.

Jeg skrev med pigernes far som oplyste mig, at der ville komme til at gå et stykke tid inden jeg kom til, at se pigerne igen. Mit hjerte blødte for de piger. Vi var i december måned og jeg kunne slet ikke overskue en juleaften UDEN dem. Jeg havde altid haft dem helt tæt på mig og uvisheden åd mig langsomt op indvendigt.

På det tidspunkt havde jeg fuld forældre myndighed over den mindste og vi havde fælles over den store – så den eneste de kunne hente var den lille og dette skulle ske igennem fogedretten. Men har man som mor lyst til, at skille sine børn ad som er pseudotvillinger? Noget inde i mig havde, men mit moder hjerte kunne ikke gøre det, for i det mindste vidste jeg de havde hinanden. Jeg anede ikke om de fik adventsgaver eller hvad de fik af spise – kom de mon i søvn til tiden og kunne han overhovedet klare det pres, at have 2 små børn hjemme på 3 og 4 år når de ikke var i børnehaven og hvad havde han mon sagt jeg lavede ?

Jeg vil sige at både politiet og kommunen var helt fantastiske den gang – de arbejde virkelig på højtryk og de vidste, hvem jeg var oppe imod – desværre. De overvejde, at gå ind med SWAT teamet i den lejlighed vi boede i og hente pigerne. Når jeg skriver det ned nu lyder det jo fuldstændig sindssygt – og det var det egenlig også set i bagspejlet – men tiden skulle vise sig, at være min “ven”.

Fortsættelse følger….

Hold hovedet højt stærke kvinder

Klaudia

At være i et voldeligt forhold

At være i et voldeligt forhold

Som tidligere oplyst har jeg levet i et voldeligt forhold – alt alt for længe. Jeg har 2 børn med denne mand og i dag kæmper jeg fortsat for pigerne og deres trivsel samt mig selv. Vi er en del af familieafdelingen i vores kommune eftersom jeg har boet på krisecenter i 6 måneder. Jeg glemmer aldrig den tid og havde nogen fortalt mig hvad jeg skulle gå igennem havde jeg nok valgt, at blive i det usunde forhold hvis ikke det var for min børns skyld.

Jeg var sammen med ham i næsten 8 år. Jeg var sikker på, at det skulle være ham og mig forevigt. En stor trænet gut som var rocker og som helt sikkert kunne passe på mig. Desværre var hans liv fyldt med stoffer og anabolske sterorider som naturligvis ikke var med til, at hjælpe på hans voldsomme temperament. Set i bagspejlet startede volden og kontrollen  allerede inden vi fik børn sammen. Han bestemte hvem jeg skulle have som venner på min facebook og hvis der var nogen som han kendte der ansøgte mig eller lign., kørte han gerne ud og talte med dem. Han passede på mig syntes jeg. Han havde mange ting at slåes med personligt og brugte meget tid i klubben. Alle kendte ham og alle frygtede ham.

Jeg var helt forgabt i ham fra starten og han kunne jo nærmest få mig til ALT. I starten af vores forhold, lagde jeg ikke mærke til den psykiske del, som det startede med. Han havde en tendens til, ALTID at give mig skylden, og altid skulle løse tingene for ham. Ydermere var han så egoistisk, at jeg idag ikke begriber hvordan jeg har kunne holde til det. I vores forhold fandtes kun ham. Når jeg tænker tilbage på nogle af mine højdepunkter i mit liv – så som, at blive mor fx., og tænker på hans optræden flover jeg mig virkelig. Han var træt under min første fødsel, han skulle bede om en seng, han var sulten, hvornår mon jeg var færdig osv. osv. Med nr. 2 barn gad han ikke engang vente på jeg blev udskrevet og kørte før hjem end mig, og da jeg stod med den lille trold i autostolen kl snot om natten og bankede på vores hjemdør, gad han dårligt, at lukke mig ind,  hvad FANDEN sker der? Jep så klog har jeg været, at blive sammen med ham i 4 år yderligere.

Men efter vi fik børn, begyndte vores forhold virkelig, at gå ned ad bakke, for i min verden kom pigerne først og det havde han meget svært ved at acceptere. Den pysiske vold tog til, og jeg skulle nærmest tikke og plage for, at han ville deltage i børnene. Vi levede nærmest hver vores liv, da hele hans liv handlede om klubbenn og om, at træne. Alligevel var han jordesn største kontrolfreak. Han bestemte nærmest ALT.

Han besluttede sig for, at melde sig ud af klubben, da han ville være en større del, af vores familie – hvilket jo lød fantastisk, men sådanne ting gør man ikke altid ustraffet. Vi var nødsaget til i en periode, at forlade danmark og da jeg havde en veninde som var bosiddende i spanien – var dette vores næste destination !

2 unger og farvel til familie og hola Espana. En 3 værelses lejlighed uden elevator og på 4 sal. Shiiiit hvad var det jeg havde gjort. Kærlighed gør seriøst blind.

Jeg havde arbejde 2 dage efter vi ankom imens han skulle ud og finde et arbejde, så fordelingen var ret enkel – han passede børn. Men hvordan i alverden skulle han dog gøre det når han nærmest ikke havde deltaget i dem endnu. Han fandt hurtigt arbejde dernede som dørmand og jeg syntes jo, at det var fantastisk i starten. Eftermiddagen ved stranden eller poolen og et udeliv som man kun drømmer sig til. Var det mon her vi skulle blive gamle sammen ?

Men træerne vokser ikke ind i himmelen og det gjorde de bestemt heller ikke her. Han begyndte desværre at tage stoffer mens han var på arbejde dernede, og nogle gange kom han ikke hjem i flere dage. Så er det altså rimelig svært, at passe et arbejde. Aftalen var den, at når han havde fri kl 04.00 skulle han komme hjem og sove i 5 timer indtil jeg skulle afsted også kunne han sove til middag igen når jeg var hjemme. Men han ville skide os et stykke derhjemme. Han festede som det passede ham. Nogle gange når jeg kom hjem fra arbejde af kunne jeg se pigerne lege på altanen alene, fordi deres far stadig lå og sov. Pigerne fortalte stolt, at de selv havde sørget for frokost – hvilket bestod af 8 drikkeyoghurt. På min fødselsdag kom han slet ikke hjem før kl 17.00 om aftenen og tilød mg, at vi kunne køre ud og spise senere, han skulle bare lige sove lidt inden vi skulle noget.

Jeg ville hjem – jeg savnede min familie og veninder – det pres kunne jeg simpelthen ikke holde til. Min mor kom så ofte hun kunne og hun sagde tit til mig, at jeg skulle gå fra ham for hun kunne ikke holde ud, at pigerne og jeg blev behandlet sådan. Men hvem var hun til, at sige sådan. Han var god nok, han havde bare meget at slåes med og derfor gjorde han som han gjorde. Den EVIGE forsvarstale som jeg var mester i at komme med samt MESTERi, at køre facader.

Held i uheld fik jeg noget med mine fingre dernede og jeg ville gerne til Danmark og undersøges – så jeg rejste hjem med pigerne alene mens han blev dernede og slappede af. Årh jeg nød den tid jeg havde for mig selv uden ham. Ingen til at bestemme hvad vi skulle, ingen til at bestemme over mig, jeg kunne leve livet fuldstændig som jeg ville. Det gik virkelig op for mig hvad frihed betød. Men efter næsten 2 mdr dernede alene uden os, fandt han alligevel ud af, at lykken ikke var dernede og vendte hjem. Vi havde ingen steder at bo så et ophold hos hans kammerat var vores næste stop. 3 voksne og 2 børn i en 3 værelses lejlighed på Frederiksberg. YUP. Pigerne kom tilbage i deres gamle børnehave og vi skulle til, at finde et sted at bo og tilbage til en hverdag. Vi er i oktober måned 2014 og allerede i december måned hilser jeg på et krisecenter for 1 gang.

Fortsættelse følger……

God aften fantastiske mennesker.

Hej alle

Hej alle

 

Jeg har efter mange overvejelser og måske en lille bitte smule pres fra omverdenen besluttet mig for, at have min egen blog. Men hvorfor har jeg så besluttet det ? Jov det har jeg fordi jeg ønsker, at synliggøre et emne som jeg desværre – i en vis grad – syntes mangler fokus nemlig PSYKISK OG FYSISK VOLD.

Min blog handler om min hverdag med min kæreste og vores børn. Mine 2 piger på 5 og 6 år og hans pige på 7 år som vi har hver 2. weekend. Derudover handler den om min kamp, om at slippe fri for en voldelig eks kæreste som er far til mine 2 piger J & J, en kamp mod systemet og retfærdigheden.

Jeg er 31 år (32 lige om ikke så længe) og jeg har i en lang periode levet i et forhold med psykisk vold, som desværre endte med fysisk vold også foran J & J. Jeg er uddannet advokatsekretær og kommer fra en ganske almidelig familie på Sjælland uden vold. Så der er ikke tale om noget med den sociale arv eller lign.  Idag bor jeg med min kæreste og mine 2 piger i Jylland efter jeg forlod pigernes far i september 2015.

Jeg håber på ved min blog, at der kan komme mere fokus på dette emne. Det er så forfærdeligt, at mere end 2000 børn hvert år kommer på krisecenter med deres mor og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at få belyst MINE EGNE erfaringer og kampe i håb om, at jeg kan hjælpe og inspirere andre. Det er et kæmpe skridt, at skulle tage, at gå fra ens voldelige kæreste/mand og jeg har den dybeste respekt for dem som kommer ud, af disse forhold, men også overfor dem som prøver.

Jeg håber at du vil følge med på min blog hvor jeg løbende opdaterer og fortæller min historie om at leve i et voldeligt forhold.

 

Mange hilsner

Klaudia